Som verdens femtestørste producent af computere vedkender Acer sig sit medansvar for at gøre forbrugerelektronik mindre miljøbelastende
Acer har sat sig for at gennemføre en række initiativer for at bidrage til den grønne omstilling. Computerproducenten har forpligtet sig til kun at benytte 100 procent vedvarende energi i 2035.
”I 2020 var det 44 procent af vores energiforbrug, der kom fra vedvarende energi, så der er pænt lang vej til målet. Det er altså ikke en nem målsætning, vi har forpligtet os på, ”siger Henrik Frydahl, der er Nordic Country Manager hos Acer.
Forpligtelsen om 100 procent vedvarende energi er en del af initiativet RE100, som Acer har tilsluttet sig. På produktniveau har Acer også taget konkrete initiativer. Det gælder f.eks. med lanceringen af computeren Aspire Vero, der består af genbrugsplast, hvor skærmpanelerne er 99 procent genbrug, og hvor plasten ikke er overflademalet for at undgå unødvendig belastning af miljøet.
”Vi har også valgt at bruge standardskruer og tilgængelige komponenter, som let kan udskiftes, repareres eller endda opgraderes, så computeren har en længere levetid og alt indpakning er genbrugspap og med brug af så lidt plastisk som overhovedet muligt,” fortæller Henrik Frydahl.
Kloden løb i år tør for ressourcer den 29. juli
De konkrete initiativer sker på en dyster baggrund. Ifølge Global Footprint Network var den 29. juli dagen, hvor vi havde brugt alle jordens ressourcer for i år. Det er en gentagende historie hvert eneste år, og i løbet af de seneste årtier rykker dagen længere og længere i den forkerte retning. For 20 år siden var datoen den 21. september. Det er en af mange indikatorer på, at vi lever forkert. På en ikke-bæredygtig måde.
For forbrugere kan det forekomme oplagt: At forbruge mindre og mere korrekt, men for at det kan lade sig gøre, skal der være reelle alternativer til den brug-og-smid-væk-kultur, som vi har oplevet de seneste mange, mange år. Og det er faktisk noget af et indrømmelse, en selverkendelse fra Acer, der på det danske marked er den fjerdestørste computerproducent.
Producenter må skabe mere bæredygtige produkter
”Vi er pisket til at ændre vores forbrugsmønstre, hvis vi fortsat skal have en verden at give videre til vores efterkommere. Det kan kun lade sig gøre hvis vi som elektronikproducenter formår at tilbyde mere bæredygtige produkter,” påpeger Henrik Frydahl.
Vi har allerede set store paradigmeskift inden for en række brancher. Det gælder f.eks. plast, der planlægges at blive udfaset i relation til fødevarer. Det gælder også synet på de lokale produkter, der nu i højere grad prioriteres af såvel forbrugere som regeringer for at reducere transport og klimabelastningen. Desuden har hele COVID-situationen åbnet manges øjne for fleksible arbejdspladser, så der kan spares på forbrug i storkontorerne og på rejseaktiviteten. Ikke desto mindre er det ifølge Henrik Frydahl afgørende, at der også kommer fart og mere fokus på grønnere produkter inden for forbrugerelektronik.
”Vi vil gerne være en del af løsningen. Ligesom det moderne samfund ikke kan klare sig uden transportmidler og nu gradvist går over til el, må vi og resten af branchen omstille os og tilpasse produktionen af computere og tilbehør, så klimaaftrykket bliver så lille som muligt,” understreger Henrik Frydahl.
Vil gerne samarbejde med andre i branchen
For Acer handler det ikke bare om at slå sig selv på brystet.
”Vi påstår ikke, at vi med vores initiativer er first movers, og det er heller ikke det, det handler om. Andre computerproducenter har også igangsat tiltag, som unægtelig gør en forskel, men Acer har en størrelse, som forpligter, og som kan have afgørende betydning – både som direkte effekt og som inspiration til andre. Når vi sætter høje mål, er det samtidig et signal til den øvrige del af branchen om, at andre bør gøre det samme. Dermed opnår vi, at vi kommer til at løfte i samlet flok,” siger Henrik Frydahl.
Skabelsen af en mere bæredygtig forretning er en proces for alle producenter. En ting er produktionen af forbrugerelektronik, men også forsyningskæden og udvindingen af råstoffer skal der ifølge Henrik Frydahl tages hånd om. Her vil Acer arbejde på at skabe bedre forhold, så bæredygtig praksis i højere grad bliver standard frem for et tilvalg.
Tiltag skal være oprigtige og langsigtede
Samtidig er det afgørende, at virksomhedernes tiltag er oprigtige og langsigtede.
”For os er Aspire Vero-computeren ikke en enkeltstående hændelse, men et udtryk for, hvordan fremtidens computere bliver – med et mindre miljømæssigt aftryk,” siger Henrik Frydahl.
Her og nu er bæredygtighed ikke nødvendigvis afgørende for forbrugeren, når den nye computer skal købes. Her er det stadig pris, og specifikationer, som driver salget. Netop derfor har producenterne og andre interessenter, herunder virksomheder i forsyningskæden og datacenterudbyderne, et ansvar for aktivt at ændre de produkter, som er på markedet.
”Vi er nødt til i samlet flok at ændre vores produktion, vores transport, vores emballage og vores produkter, så bæredygtighed på sigt ikke er et tilvalg, men derimod en standard feature,” siger Henrik Frydahl, og slutter:
”Først da kan vi begyndte at være tilfredse. Acer er der slet ikke endnu, men vi har taget de første store skridt, og vi forventer, at andre følger med.”