Techvirksomheder skal ikke kun tage ansvar for klimaindsatsen i deres egen industri, mener Microsoft Danmarks CEO Nana Bule, for på tværs af brancher er der et stort potentiale i digitalisering og udnyttelse af data til at fremme og realisere den grønne omstilling.
Når Microsoft Danmarks CEO Nana Bule kigger tilbage på anbefalingerne fra de klimapartnerskaber, regeringen har nedsat, bider hun mærke i, at digitalisering og udnyttelse af data går igen i dem alle som et centralt middel til at fremskynde den grønne omstilling.
”Potentialet i digitaliseringen er det eneste greb, der peges på i samtlige af klimapartnerskabernes anbefalinger, og det synes jeg er interessant. Det fortæller os, hvor vigtigt det er, at vi udnytter digitaliseringens muligheder i form af data og ny teknologi på tværs af både industrier og værdikæder,” siger Nana Bule.
Energieffektivisering og forbrugerinvolvering
På linje med klimapartnerskabernes anbefalinger peger hun på energieffektivisering som et konkret område, der kan sænke vores CO2-udledning og fremme den grønne omstilling, og det er også et område, hvor Microsoft selv er aktiv som partner i projekter.
”Ved at opsamle data og analysere dem i realtid kan vi optimere energiforbruget i produktion, produkter og logistikkæder. Et godt eksempel er den ”Intelligent cooling” løsning, vi har udviklet med Danfoss, der konstant måler og regulerer temperaturen i supermarkeders kølemontrer og derigennem reducerer energiforbruget med 30 procent og nedbringer madspild med op til 40 procent.”
Der er også et stort potentiale i at få alle danskerne til at bidrage til den grønne omstilling.
Derfor har Microsoft blandt andet hjulpet energiselskabet Andel med at udvikle applikationen Watts.
”Det er en energiassistent og et godt eksempel på en løsning, som giver dig som forbruger indsigt i, hvordan dit klimaaftryk er som menneske, familie og husstand. Ikke bare på el, men også på vand og varme.”
Når strømmen er grønnest
Ifølge Nana Bule kan vi med automatisering videreudvikle sådanne løsninger til værktøjer, der bliver afgørende for den grønne omstilling.
”I første omgang gør det forbrugeren klogere, men på sigt kan man forestille sig, at Andel faktisk kan automatisere min husstands energiforbrug og hjælpe mig med at bruge energien, når den er grønnest. Måske kan jeg endda få en lavere el-tarif, hvis jeg kan blive brugt som buffer i den udligning, der skal ske, når vi overgår til en højere grad af vedvarende energi i vores elnet.”
Et lignende eksempel er den nye infrastruktur til Clevers ladestandere.
”Løsningen skaber direkte sammenhæng mellem produktionen af grøn strøm og forbruget af strøm. Som elbil-ejer kan du give Clever lov til at styre, hvornår du lader. Du slutter bilen til opladeren, men det er ikke sikkert, at den lader med det samme. Det sker måske først senere på natten, når strømmen er mere grøn.”
På tværs af værdikæden
For at hjælpe virksomheder i alle industrier med at få overblik over deres energiforbrug og klimaaftryk har Microsoft skabt ’software as a service-løsningen’ Microsoft Cloud for Sustainability.
”Løsningen er skabt på baggrund af vores egne erfaringer med at sætte et benchmark for vores klimaaftryk og følge op på fremdriften mod vores klimamål. Kunderne kan dele informationerne med deres kunder og partnere på tværs af værdikæden. Store spillere stiller krav ned igennem deres værdikæde. Stort set alle virksomheder i dag bliver mødt med krav om, at de skal kunne dokumentere deres CO2-udledning fra såvel deres produkter som fra deres virksomhed. Det kan sammenlignes med den finansielle styring og rapportering, som alle virksomheder i dag er underlagt. På samme måde får vi brug for et ’økonomisystem’ til at administrere vores CO2-udledning og udligning,” siger Nana Bule.
Bred tilgang til klimaaftryk
Microsoft har arbejdet med håndgribelige klimamål siden 2012. De blev senest skærpet for to år siden, således at Microsoft nu skal være CO2-negativ i 2030.
”Frem til 2050 vil vi have opsamlet lige så meget CO2 fra atmos- færen, som vi har udledt, siden vi blev etableret i 1975. Vi har tilsvarende forpligtelser på vand, affald og biodiversitet. Vi har en bred tilgang til klimaaftrykket, idet vi ikke kun ser på vores egen CO2-udledning og energiforbruget i vores datacentre, men også udledningen gennem hele vores værdikæde, fra vores underleverandører og samarbejdspartnere. Det man vil omtale som scope 3. Vores afledte udledning er langt større end vores direkte aftryk.”
Digitalisering må ikke koste klimaet
Microsoft har annonceret opførelsen af en dansk datacenter-region, som både i opførelse og drift skal leve op til de nyeste og højeste standarder for bæredygtighed.
”I dag står datacentre for cirka tre procent af det samlede energiforbrug i Danmark. Faktisk det samme som flyindustrien. Nogle fremskrivninger tyder på, at datacentres andel af energiforbruget med tiden kan komme op på 15-17 procent. Det er ikke nødvendigvis i sig selv en udfordring, men hvis CO2-udledningen stiger tilsvarende, er det naturligvis problematisk. Den øgede digitalisering må ikke ske på bekostning af klimaet, og i Microsoft og techindustrien som helhed har vi et kæmpe ansvar for at bruge den mest bæredygtige teknologi både i vores byggerier og i optimering af vores energiforbrug.”
Adresserer elektronisk affald
Ud over at minimere sit vandforbrug til køling og udelukkende anvende vedvarende energi, skal Microsofts kommende datacenter-region håndtere en af de knapt så belyste udfordringer, der følger med digitaliseringen: elektronisk affald.
”Det elektroniske affald er den hurtigst voksende type af affald i verden og et af de største udfordringer for miljøet. Vi har netop lanceret vores svenske datacenter-region, hvor der er etableret et cirkulært center, som vi kommer til at samarbejde med i Danmark, og hvor vi forventer at kunne genanvende op til 90 procent af de elektronikkomponenter, der indgår i et datacenter.”