Skrevet af; Zina Bosse, Community Manager, PropTech Denmark.
Proptech, intelligente digitale ejendomsløsninger, vinder hastigt i frem i vores bygninger. Vi ser også, at investorer og ejendomsudviklere i højere og højere grad kigger mod såkaldte smart buildings – intelligente bygninger, hvor styring og drift digitaliseres og automatiseres med både bæredygtighed, optimering og brugeroplevelsen for øje. Men hvor smart en given bygning egentlig er, hvordan de mange løsninger fungerer i praksis og i hvilken grad bygningen rent faktisk performer ift. bæredygtighed og brugertilfredshed har indtil nu været meget vanskeligt at gennemskue for både ejere, driftere og brugere af en ejendom.
Derfor ser vi nu en ny type certificeringer, der er ved at vinde indpas på de internationale ejendomsmarkeder. De nye såkaldte smart building certificeringer dokumenterer, hvilken digital infrastruktur du har på plads i en ejendom og hvor intelligent og dynamisk bygningsdriften er i praksis. Altså i hvilken grad der løbende indsamles data om bygningens anvendelse, indeklima, energiforbrug m.m. og om og hvordan disse data bruges til at forbedre og optimere bygningsdriften. Fokus for de fleste smart building certificeringer ligger typisk på energiforbrug, arealanvendelse, indeklima, sikkerhed, velvære og selve brugeroplevelsen.
Smart building certificeringer vil vende op og ned på ejendomsmarkedet
Smart building certificeringer har et stort forandringspotentiale overfor ejendomsmarkederne. Certificeringerne vil bl.a. gøre det meget tydeligt, hvor fremtidssikret en bygning reelt er ift. den digitale infrastruktur. Hvad er på plads, hvad fungerer godt og hvor skal man regne med, at der skal investeres i det digitale, hvis bygningen skal fungere og være attraktiv fremadrettet. Endnu vigtigere gør certificeringerne, at der vil være mere, bedre og helt up-to-date data til rådighed på en bygning. Og det ikke bare på selve bygningen og dens infrastruktur men også på selve brugen af bygningen og dens performance ift. indeklima, energiforbrug, areal- og lokaleudnyttelse, tilfredshed og velvære bl.a. lejerne og brugerne.
På den måde vil smart building certificeringer gøre det langt mere transparent, hvad det er for et aktiv du rent faktisk køber og investerer i. Mange eksperter er derfor også enige om, at smart building certificeringer vil komme til at ændre ejendomsmarkedet markant. Dels vil certificeringerne øge omsætteligheden af de ejendomme, som har en certificering og dels øge værdien af dem som performer godt. Omvendt kan det også blive vanskeligere at afsætte ejendomme, som ikke har en smart building certificering. Da der her ikke vil være gode data på ejendommens reelle performance og digitale infrastruktur, kan det blandt investorer hurtigt blive set som en mere risikabel investering, end en ejendom som certificeringen og de afledte data på plads. Tendensen er da også klar. Mange af de internationale investorer såvel som pensionskasserne efterspørger allerede i dag mere og bedre data på de ejendomme og projekter, de investerer ind i.
PropTech Denmark i nyt partnerskab om at bringe ny certificering til Danmark
Snart får danske byggeprojekter og virksomheder mulighed for at blive en del af det hurtigt voksende internationale økosystem for intelligente bygninger. PropTech Denmark har nemlig indgået et partnerskab med den nystiftede internationale certificeringsordning SBC – Smart Building Certification om at gøre deres certificering tilgængelig på det danske marked. SBC udmærker sig ved ikke kun at dokumentere de intelligente løsninger der i ejendommen, men hjælper også med at spotte uudnyttede potentialer for øget performance og muligheder for nye forretningsmodeller. Certificeringen kigger nemlig ikke blot på de enkelte løsninger implementeret i bygningen, men også på hvordan bygningen overordnet set anvender både løsning og data i driften af bygningen, i brugen af bygningen og i bygningens relation til det omkringliggende miljø.
SBC-certificeringen er ikke kun for smarte bygninger!
SBC er langt fra kun et stempel, som kan anvendes på bygninger som allerede er smarte og spækket med intelligente løsninger. SBC inviterer netop sine brugere med i et hurtigt voksende økosystem, der stiller en række redskaber til rådighed for alle dem, som ønsker at arbejde på at gøre deres bygninger mere intelligente og dynamiske. Det kan være uddannelse, guides eller ny viden udviklet i samarbejde med førende forskningsinstitutioner. Dertil tilbyder certificeringen en række muligheder for dokumentation af bygningens performance. Alt i alt en spændende ny mulighed for at arbejde holistisk med bygningen, hvilket både kan optimere driften, skabe bedre brugeroplevelser samt positionere projektet på markedet. I PropTech Denmark ser man frem til at udforske denne mere holistiske tilgang til en ejendom end de traditionelle certificeringer har.
Det gode ved SBC er deres helhedsorienterede tilgang. De kigger ikke kun på at score infrastruktur og eksisterende performance på din ejendom. Det er i lige så høj grad et læringsværktøj, der kan hjælpe dig med at forstå, hvorfor din bygning performer som den gør og hvordan du kan sætte ind for at få en mere intelligent, digital og optimeret bygningsdrift. Samtidigt får du adgang til en masse værktøjer og indsigt i konkrete løsninger, der kan være relevante for at forbedre din bygnings performance. På den måde er SBC med til på et meget konkret niveau at hjælpe ejendomssejere og administratorer med at gøre deres ejendomme mere dynamiske, bæredygtige og brugervenlige.
– Jakob Stoumann, Hub Director, PropTech Denmark.
Nicolas White der er co-founder og Head of Strategy & Operations hos SBC ser et stort potentiale I det danske marked. Herudover ser han det som en stor fordel, at der i Danmark er en organisation som PropTech Denmark, der samler ejendomsbranhcen og proptechleverandører i en fælles agenda om øge digital innovation inde for fast ejendom.
”Vi ved, at de danske hjem bliver mere og mere intelligente og at interessen for intelligente løsninger i ejendomsbranchen er stigende. Vi ved også at Danmark er ambitiøse på klima og bæredygtigt intelligent byggeri, og den kobling ser vi et stort potentiale i. Verden kan lære meget fra danskerne – og det vil vi gerne hjælpe med.“
Partnerskabet skydes for alvor i gang den 25. november ved en større event om smart building certificeringer, som PropTech Denmark afholder i København.