Hvordan er det gået til, at SDC, der leverer IT-løsninger til mere end 100 banker i Danmark og Norden, i dag har en markant højere andel af kvinder – generelt og på lederniveau – end i techbranchen som helhed? Både vores virksomhedskultur og selve teknologien lige nu er attraktiv for kvinder, lyder svaret fra en gruppe kvindelige SDC-ledere.
Uden at have haft særligt fokus på køn er fintech-virksomheden SDC lykkedes med at have mange kvinder – 40 procent generelt og 42 procent blandt lederne. Selv om SDC som en af Danmarks store leverandører af IT-løsninger til finansbranchen er ekspert i behandling af tal og data, er andelen af kvindelige medarbejdere ikke et ciffer, der bliver skænket mange tanker i det daglige. Men det gør det så nu for en stund, hvor en gruppe kvindelige ledere i SDC har sat sig sammen i hovedsædet i Ballerup for at komme med deres bud på, hvorfor SDC formår at tiltrække og fastholde så mange kvinder.
”En stor del af forklaringen skal findes i vores egen virksomhedskultur. I modsætning til mange andre tech-virksomheder har vi ikke særlige programmer for at tiltrække kvinder. Vi er så at sige bare, som vi er, så det må være måden, vi gør tingene på, der er attraktiv for kvinder. Samtidig befinder tech-branchen og i særdeleshed fintech-branchen sig i disse år i en spændende udviklingsfase, hvor måden at analysere kundebehov og udvikle nye produkter på tiltrækker flere kvinder end tidligere,” mener Marianne Nielsen, som er områdedirektør for Drift & Infrastruktur.
Ny tech-tilgang er attraktiv for kvinder
De kvindelige ledere i SDC peger på, at den omfattende digitalisering, automatisering og selvbetjening, som er på IT-agendaen overalt i dag, i de vellykkede tilfælde medfører produkter, som er tilgængelige, intuitive og brugervenlige.
”Den udvikling har gjort os i SDC endnu mere fokuserede på at tænke udefra og ind frem for indefra og ud. Hvor man tidligere tog meget udgangspunkt i det tekniske og selve programmeringen, er det i dag langt vigtigere at tage udgangspunkt i bankens og slutkundens situation og behov. Man skal have en evne til at forstå rådgiverens og bankkundens virkelighed til bunds og kunne oversætte deres behov til krav, som kan udføres teknisk i en ny IT-løsning. Det er to forskellige måder at tænke på. Den udvikling har i høj grad været med til at gøre det mere attraktivt for kvinder at komme ind i en virksomhed som vores,” siger Sille Stener, områdedirektør for Digitale Kanaler.
Spredt på alle områder
SDC’s historie som en af landets store leverandører af IT-løsninger indenfor finans går tilbage til 1963. SDC er i dag ejet af over 100 nordiske banker og sparekasser. SDC udvikler de applikationer og systemer, der skal til for at drive en moderne bank, så den både er effektiv, compliant og attraktiv for slutkunderne, der efterspørger stadig mere selvbetjening og tilgængelighed 24/7. SDC har 520 medarbejdere i Danmark og 250 udviklingskonsulenter i Polen, og alle afdelinger – måske med undtagelse af de mest specialiserede programmører – er kendetegnet ved en høj andel af kvinder.
”Vores kvindelige ledere og medarbejdere er spredt på alle områder og er ikke koncentreret omkring eksempelvis HR og marketing, der måske hidtil har appelleret mest til kvinder i
tech-branchen, hvis jeg selv må være lidt forudindtaget. I SDC er der kvindelige direktører for blandt andet udvikling, det operationelle og portfolio management. Samtidig har vi mange kvindelige projektledere og forretningsudviklere, der kan det med at sætte sig ind i kundens behov og oversætte dem til teknik,” siger Mette Marie Chrisstreu, områdedirektør, Portfolio- og Project management.
Jobbet er mit, fordi jeg er bedst
Rundt om bordet er kvinderne enige om, at de diversitetsprogrammer, andre virksomheder kører, er sympatiske og alt efter virksomhed og udfordring også kan være relevante. Men de er glade for, at der ikke er særligt fokus på køn i SDC, når der rekrutteres. Eller som Lisette Ungermann, Head of Department Reporting, formulerer det:
”Jeg ville personligt ikke bryde mig om blive valgt til et job, fordi jeg er kvinde. Det skal være fordi, jeg er den bedste til opgaven blandt de kandidater, der er. Der skal ikke ses anderledes på mig, fordi jeg er kvinde.”
Fleksibilitet og rollemodeller
SDC er også en virksomhed, hvor mange medarbejdere bliver i mange år.
”Mange bliver her helt til pensionen. Vi har en kultur, hvor der er meget fokus på, hvad vi kan udrette i fællesskab. Vi koncentrerer os ikke om køn, seksualitet og alder. Vi er mere optaget af at rekruttere på kompetencer i forhold til, hvilke mål vi sammen skal nå. På den måde er det vores erfaring, at diversiteten styrkes af sig selv. Vi har også en meget flad organisation, hvor man har plads til at forme sin egen jobindsats, prøve ting af og få indflydelse på det, man laver. Her er også en stor fleksibilitet, så man blandt andet kan tilpasse sine arbejdstider. Vi ser ikke et frafald af kvinder, når de stifter familie og får børn. Her kan de stadig gå karrierevejen og stræbe efter lederjobs, hvis de vil det. Vi har efterhånden mange kvindelige rollemodeller i organisationen. Andre kvinder kan se, at det godt kan lade sig gøre at være kvinde og gøre karriere i SDC. Det tror vi gør en forskel,” siger Anja Mårtensson Lisborg, Head of Core Application Maintenance.