Data giver indsigt i driften. Data gør det muligt at opdage problemer, før de vokser sig store. Og data giver et fælles grundlag for dialogen mellem politikere, ledere, medarbejdere og borgere. Men sammenhængen mellem flere data og bedre ledelse er langtfra enkel. Ny publikation fra Væksthus for Ledelse giver indblik i, hvordan data kan bruges som en del af ledelsesopgaven.
God ledelsesinformation har altid været et vigtigt redskab for offentlige ledere og mulighederne for at indsamle, bearbejde og præsentere store mængder af data har aldrig været bedre. Dog risikerer et for enøjet fokus på KPI’er og kontrolsystemer at skævvride og bureaukratisere styringen af den offentlige sektor. Og som chef kan man ikke tage begejstringen for givet, når et nyt dataprojekt lanceres. Dårlige erfaringer med brug af data skaber en naturlig skepsis. Det kan være tilfældet, hvis data fx er blevet brugt ud fra en rent kontrollerende tilgang, eller hvis værdien af dataene ikke stod mål med den tid, der blev brugt på at skaffe dem.
Data er andet end tal
Når der tales om dataunderstøttet ledelse, sættes der nogle gange næsten lighedstegn mellem data og tal. Men data kan være meget andet end tal. Det er fx også det talte og skrevne ord, billeder og indtryk, og det kan stamme fra møder, interview, samtaler, klager, observationer, feltstudier og meget andet.
”De sidste fem år er data gået fra at være et lidt ’hårdt’ redskab, der skulle give kontante svar, til at være et afsæt for dialog og udvikling. I dag handler det hos os meget om at bruge data til at finde mønstre og blive klogere på vores kerneopgave”. Det fortæller en chef i den nye publikation ”Fra data til dialog – Chefens vigtigste opgaver i dataunderstøttet ledelse” fra Væksthus for Ledelse.
Chefer behøver ikke være en data-ninjaer
På baggrund af interview med en række chefer i kommuner og regioner samt flere datakonsulenter præsenterer publikationen fem typiske udfordringer for chefer, der gerne vil arbejde med dataunderstøttet ledelse. Det vil sige opgaver, cheferne udnævner som vigtige for at lykkes og samtidig oplever potentielt vanskelige.
Det er nok de færreste chefer, der selv er “data-ninjaer”, og mindre kan også gøre det. “Man kan faktisk godt være en god chef, der arbejder dataunderstøttet, uden selv at være ekspert i data og det digitale,” siger en chef. Men der er bred enighed om, at man er nødt til “at have en grundlæggende forståelse for, hvad data kan og ikke kan,” som én udtrykker det.
5 udfordringer ved brug af data
De fem vigtige chefudfordringer er:
1. At se potentialet
Data giver et fælles overblik, et mere transparent beslutningsgrundlag og kan være en kilde til læring og udvikling.
2. At undgå faldgruberne
Begynd ikke at rode i den store databunke efter muligt svar, før man har gjort sig umage med at stille de rigtige spørgsmål og ladet dem definere, hvilke data, der er brug for.
3. At forklare hvorfor
Som chef skal man have reelle hensigter – og være tydelig og åben om dem – når man vil have resten af organisationens aktive medspil i brugen af data. Tilliden kan let sættes over styr, hvis data bliver brugt med en skjult agenda.
4. At skabe værdi sammen
Der er ikke noget i vejen med at bruge data til løbende monitorering og kontrol af driften. Men langt de fleste chefer lægger vægt på, at det er i dialogen og den lærende tilgang til data, at de virkelig oplever, at dataunderstøttet ledelse skaber værdi.
5. At bestille data klogt
Chefer skal ikke bare spørge: ”Har du nogle data på…?”. De skal i stedet forklare, hvilke udfordringer der er brug for at belyse bedre med data. Det kræver en mere undersøgende samtale end en simpel bestilling.