IWC Portugieser er indbegrebet af et eksklusivt og sporty dress-ur – eller et dressy sportsur. Det ikoniske og minimalistiske design stammer fra 1939 og er kun blevet nænsomt udviklet siden. Her får du historien bag kollektionen, der i år udvides massivt.
Når man ser det oprindelige ur, der blev til IWC’s succesfulde Portugieser-kollektion, er det svært at tro, at det er fra 1939. Det rene, næsten minimalistiske design taler direkte til en moderne forbruger, og formatet gør det anvendeligt til både mænd og kvinder – og til alt fra kontorliv og fritidsaktiviteter til mere festlige anledninger med jakkesæt. Men ikke alle så sådan på det, da uret blev lanceret.
Født i 1939
Historien går, at to portugisiske mænd henvendte sig til IWC i midten af 1930erne og bad om at få fremstillet et stort armbåndsur med samme præcision, som et af mærkets legendariske lommeure. Tiden var ellers til små, fine art deco-ure på 30-35 mm, men IWC tog udfordringen op. Urmagerne i Schaffhausen tog deres kaliber 74, der normalt lå i lommeurene, og satte det ind i en 41,5 mm stor stålkasse.
Skiven blev designet med inspiration fra de deck-ure, IWC producerede til skibene i The British Royal Navy. Udtrykket blev derfor maritimt og minimalistisk, og det var meget let at aflæse tiden i kraft af den hvide skive, sekundskiven ved kl. 6, minutmarkeringerne hele vejen rundt om skiven, arabertallene og de slanke feuille-hænder (bladhænder).
Gik i glemmebogen
Om de to portugisiske herrer var tilfredse, skal være usagt, men uret, (ref. 325), er set med nutidens øjne lidt af et tidløst mesterstykke. Det ville kunne bæres i dag, uden at man på nogen måde ville tænke, at det så gammeldags ud. Men måske var uret simpelthen for langt forud for sin tid, for modellen blev kun produceret i ganske få eksemplarer. Ifølge IWC’s egne arkiver havde man frem til slutningen af 1970erne blot solgt 690 stk.
Relanceret i 1993
Det blev der dog ændret på, da man i 1993 besluttede at relancere model
325 i en moderne udgave og give den navnet Portugieser – dels som en hilsen til de to portugisere, der var anledningen til uret, dels som en henvisning til de mange portugisiske søfarere og opdagelsesrejsende gennem tiden.
Relanceringen i 1993 var en limited edition, der var med til at markere urmærkets 125 års fødselsdag, og de 1.000 modeller i stål, 500 i guld og 250 i platin blev revet væk. Og så var det jo nærliggende for IWC at fortsætte ad Portugieser-sporet de følgende år. I 1998 kom kronografen til, hvis grunddesign har været stort set uændret siden og nok er den model, de fleste forbinder med navnet. I 2010 stødte den maritime Yacht Club til kollektionen, og derudover er der kommet en lang række eksklusive varianter i ædelmetaller med bl.a. evighedskalender og tourbillon.
Nye inhouse-værker
I år har IWC valgt at udvide og opdatere kollektionen massivt med en række nye modeller. Der er både sprælske farver (vinrød og grøn), kasser
i større og mindre formater samt nye komplikationer (tidevandsindikator), men det grundlæggende design er kun blevet justeret i de små detaljer. Det afgørende nye ligger sådan set inde i kassen, for alle modeller er nu blevet udstyret med IWC’s egne inhouse-værker.
Det er ikke så mange år siden, at IWC anvendte mere eller mindre modificerede standardværker fra bl.a. ETA, men i tråd med tidsånden (og Swatch-ejede ETA’s modvilje mod at sælge værker til urmærker uden for Swatch Group), har IWC de senere år selv udviklet en lang række værker på fabrikken i Schaffhausen.
Sidste år var det Spitfire-kollektionen, der kom i nye klæder og med egne værker, og nu er det altså Portugiesers tur. Om urene bliver bedre og/eller mere præcise af den grund, er svært at sige, men man får i hvert fald et mere unkit ur, hvor IWC har haft hånd i hanke med alle dele af processen.