Mange indlægges, selvom de måske bedre kan behandles ved en aftalt tid på hospitalet eller i andet regi. Ny teknologi kan hjælpe læger med at vurdere, om patienter bør indlægges eller ej via en test af et protein i kroppen. Der er enorme besparelser at hente – både økonomiske og menneskelige.
Du har næppe hørt om proteinet suPAR. Det kommer du nok til. Proteinet kan nemlig fortælle læger, om en akut indlagt patient har brug for indlæggelse eller kan sendes hjem uden risiko.
Det er ikke altid let for læger at vurdere risikoen, når ældre patienter modtages akut. Derfor bliver mange indlagt, uden det egentlig var nødvendigt. Det er dyrt og fører til overbelægning og mangel på personale.
Men med den nye test fra ViroGates kan man via en test af proteinet suPAR minimere det problem, da testen giver en god indikation af, hvordan den samlede sygdomstilstand i patienten er, på tværs af en hel række sygdomme.
”Vores test viser hurtigt niveauet af proteinet suPAR. Et lavt niveau betyder, at immunsystemet ikke er på overarbejde i kroppen, og så kan lægerne, baseret på en samlet vurdering bedre sende patienten hjem,” fortæller adm. direktør Jakob Knudsen fra ViroGates.
Firmaet har mere end 600 studier af testen på verdensplan, og i gennemsnit er patienterne indlagt 6,5 time kortere, når de får taget en suPAR test i Akutmodtagelsen på sygehuset. Et dansk studie, der er lavet for nyligt på 16800 patienter viser, at det er muligt at sende flere patienter hjem inden for 24 timer uden at risikoen for dødsfald eller genindlæggelser forøges.
”Det er fordi, suPAR er meget pålideligt i relation til at finde de patienter som ikke nødvendigvis behøver akut behandling. De patienter er bedre tjent med ikke at blive udsat for risiko for infektioner i forbindelse med en eventuel indlæggelse. Sygehusvæsnet kan så ydermere spare ressourcer ved at behandle dem ambulant ved en aftalt tid.”
Ved at teste biomarkøren suPAR får lægerne et nyt værktøj, der gør at de lettere kan prioritere rigtigt, inden behandlingen sættes ind. Og der er mange besparelser at hente.
”Der er et stort pres på sundhedssektoren. I Danmark bliver danskerne ældre og ældre samtidig med, at flere lider af kroniske sygdomme, og der er knappe ressourcer. suPAR testen kan hjælpe lægerne med at beslutte, hvilke patienter der kan sendes hjem, og hvilke der skal indlægges, og suPAR kan måles sammen med de øvrige blodparametre, der måles i hospitalets laboratorie. Ved at tilføje en suPAR test kan flere patienter sendes hjem, og dermed reduceres overbelægningen i Akutmodtagelsen,” siger Jakob Knudsen.
Og besparelsen er til at tage at føle på. I det danske hospitalsvæsen er nettobesparelsen ved at bruge produktet mere end 500 millioner kr.