Selv designklassikere skal ind imellem have en kærlig hånd, og det kan de få hos en af landets eneste specialister i renovering af træ- og fletmøbler, Bruun Olsen Flet i Hillerød.
Der ligger en stor værdi i de gamle møbler
Rigtig mange danskere har møbler stående fra den gyldne periode fra 1950-1970. Det var her, arkitekter og designere som Wegner, Mogensen og Kjærholm satte Danish Design på verdenskortet, og mange af deres møbler er i dag moderne klassikere.
Men selv en klassiker skal engang i mellem under mere kærlig behandling for at holde sig mod tidens tand. En af landets eneste dedikerede specialister i renovering af træ- og fletmøbler er Bruun Olsen Flet i Hillerød.
Designermøbler har lang levetid
Det er et bæredygtigt element i sig selv, at de danske designermøbler har så lang en levetid, for længere væk fra et brug og smid væk-produkt kan man næppe komme.
Men for indehaver Thomas Bruun Olsen er det desuden vigtigt, at råvarer som rattan og papirgarn kommer fra bæredygtige producenter, når møblerne skal renoveres. Som noget nyt har han fået certifikat på den indonesiske rattan, der bl.a. anvendes til Wegners 501 (The Chair) og Kjærholms PK22.
“Vi har i 25 år fået vores papirgarn fra certificerede skovbrug, men vi har brugt lang tid på at finde en certificeret producent af rattan. Vi har altid udsøgt os de bedste kvaliteter, men nu er det også lykkedes at finde rattan, der høstes med et grønt certifikat fra Indonesiens Landbrugsministerium. Vores leverandør høster rattan som et biprodukt, når de store træer fældes, og han har en forpligtelse til at genplante de skovede områder”, forklarer Thomas Bruun Olsen.
Fletmøbler er en del af den danske kulturarv
Det er faktisk lidt af en gåde, hvorfor der er så mange danske designermøbler med flet på sæder og/eller ryg, og den passionerede indehaver har endda researchet grundigt uden at finde en mere fyldestgørende forklaring.
“Jeg tror simpelthen, at flet passede godt ind i tidsånden, da disse møbler blev designet. Flet giver et let, organisk og levende udtryk – og det er faktisk mere eftertragtet end nogensinde. Vi uddanner selv vores medarbejdere til specialister indenfor de enkelte materialer, for der er ikke mange, der kender faget længere. Der ligger en stor værdi i de gamle møbler, både fordi det er relativt dyre møbler, og fordi de er en del af den danske kulturarv”, slutter Thomas Bruun Olsen.
Se mere på