Direktørkontrakten, det gyldne håndtryk og besynderlige fratrædelsesordninger

Af:

Direktørkontrakten er som et spil skak: Der skal hele tiden tænkes flere træk frem. Direktører er nemlig ikke beskyttet af samme lovgivning som lønmodtagere. Men det gør kontraktforhandlingen spændende, fordi der er meget få begrænsninger – og det skaber rum til kreativitet og vilde forhandlingsforslag.

Direktøren har sædvanlig et overordnet økonomisk ansvar og et ensidigt ledelsesansvar med reference til bestyrelsen. Det ansvar skal naturligvis modsvares i kontrakten, indleder Anna Cholewa Petersen, der er advokatfuldmægtig hos NJORD Law Firm.

“Fordi direktører kun er omfattet af Aftaleloven, er det vigtigt, at du som direktør indgår en kontrakt, som kompenserer for de rettigheder, der ellers beskytter almindelige lønmodtagere”, fortsætter hun og opridser det interessante ved netop forhandlingen af direktørers kontrakter:

“Aftaleloven sætter rammen for kontraktforhandlingen, hvilket betyder, at der er aftalefrihed inden for rimelighedens grænser. Det er spændende, fordi det giver plads til kreativitet, og det kan næsten føles overvældende, at der er så mange muligheder. Også til at tænke ud af boksen”.

Genansættelse, nyeste Mercedes og 12 måneders orlov
Der findes mange – kendte som ukendte – kontraktoplæg, som opridser forhandlingsrummet for en kandidat, der står på tærsklen til jobbet som direktør.
“Direktørkontrakter indeholder indimellem hensigtserklæringer. Det vil sige, at parterne anfører, at den ene eller begge har til hensigt at gøre noget, når nærmere betingelser er opfyldt. Et eksempel herpå er såkaldte genansættelsesklausuler.

Altså, den situation hvor man skriver, at såfremt direktøren bliver opsagt på grund af virksomhedens forhold, økonomi eller lignende, og årsagen til opsigelsen efterfølgende bortfalder, har virksomheden til hensigt at genansætte direktøren. Sådanne erklæringer stiller dog store krav til præcise formuleringer, før de får reel juridisk værdi”, forklarer Anna Cholewa Petersen.

Andre pudsige eksempler findes typisk som led i de såkaldte gyldne håndtryk og kan være tænkt ind allerede i forbindelse med direktørkontraktens indgåelse. Det kan eksempelvis være retten til den nyeste Mercedes eller Apples nyeste produkter i en årrække efter fratræden. Men hvad betyder det? Ikke mindst for virksomheden? Det kan i hvert fald hurtigt gå hen og blive en dækningsløs bestemmelse, hvis ikke den præciseres.

Anna Cholewa Petersen understreger også, at bestemmelser, der umiddelbart synes meget rimelige, kan ende med at blive altomsiggribende – i hvert fald for virksomhedens vedkommende.

“Præsenterer du et oplæg, hvor du ønsker vilkår som en MBA på virksomhedens regning, kan det gå hen og blive en dyr fornøjelse, hvis uddannelsen eksempelvis gennemføres i USA. Skal virksomheden så også dække udgifter til rejse, bolig, intuition, og hvad der ellers følger med?”

“Derudover har jeg også set et eksempel på, at en direktør krævede 12 måneders betalt plejeorlov, hvis et nærtstående familiemedlem blev kritisk syg uden nærmere vilkår om, hvad det betød for hans rolle i virksomheden”.

Den uopsigelige direktørkontrakt
Den uopsigelige direktørkontrakt er imidlertid noget af det vildeste og mest ambitiøse, Anna Cholewa Petersen har hørt om i sin karriere – en aftale, der dog aldrig blev indgået.

“Kontrakten ville i så fald være uopsigelig i 10 år, og skulle direktøren alligevel blive opsagt, ville han eller hun kunne disponere over sin løn og løngoder i alle årene”, fortæller Anna Cholewa Petersen.

Tænk fratrædelse ind ved ansættelse
Forhandlingen af en fratrædelsesordning kan både ske ved ansættelse, men også ved udsigt til fratrædelse. Uanset hvad er specielt ét forhold afgørende, når du forhandler det gyldne håndtryk:

“Det er vigtigt, at du forhandler din fratrædelsesordning på plads, mens du har den stærkeste forhandlingsposition. Det har du selvfølgelig, når du indgår kontrakten, for der har du den største markedsværdi for virksomheden”, understreger Anna Cholewa Petersen og afslutter:

“Hvis du alligevel står i den situation, at fratrædelsesordningen først kan forhandles tæt på, eller i tilknytning til samarbejdets ophør, er det vigtigt, at du kommer med dit oplæg til fratrædelsesordning så hurtigt som muligt. Det virker banalt, men mange ender med at stå med ryggen mod muren, fordi de først forhandler, når der er etableret en opsigelsesperiode fremfor, mens virksomheden stadig er afhængig af deres indsats. Hvis du tænker din egen værdi ind i forhandlingen, styrker du din position og opnår dermed en bedre fratrædelsesaftale”.

Mest læste på BusinessReview.dk

No posts found

Læs også

Mette_Bjøkvik-2 copy
Dansk Erhverv: EU-regler ruller ind over danske virksomheder
Ny lovgivning for arbejdsgivere ruller ud over danske virksomheder i en lind strøm i denne tid. Mange virksomheder er godt med. Det...
A white keyboard with a red key and the whistleblower word
Sådan etablerer virksomhederne en whistleblowerordning 
Virksomheder med mere end 50 medarbejdere skal nu have en whistleblowerordning. Sibilum guider til, hvordan virksomhederne får etableret den...
DSC02069-2
Kom godt i gang med tidsregistrering
De nye tilføjelser til arbejdstidsloven træder i kraft den 1. juli, og det får betydning for alle danske arbejdsgivere, der skal indstille...