Transport er en af de helt store syndere i klimaregnskabet, og mens vi venter på den ultimative el-lastbil, er det eneste fornuftige at benytte sig af de klimavenlige alternativer, der allerede findes på markedet.
Hvis vi kaster et hurtigt blik på noget af alt det, vi omgiver os med i hverdagen, fødevarer, møbler og tøj, så er alt på et eller andet tidspunkt blevet transporteret på en lastbil, ofte endda adskillige gange. Vi importerer varer fra udlandet, flytter dem mellem landsdele, kører dem ud til lokale butikker. Alt sammen ombord på en lastbil.
”Alligevel er transport for almindelige forbrugere en overset klimasynder. Mens vi på alle mulige andre områder forsøger at begrænse den negative påvirkning af klimaet ved at spise mindre kød, sortere affald og tage cyklen på arbejde, tænker vi uvilkårligt, at ansvaret for, hvordan ting bliver transporteret, ikke er vores,” siger Anton Freiesleben, der er salgsdirektør hos Scania.
”Lastbiler kører på diesel, og hvis vi skal have en chance for at nå de klimamål, som vi har forpligtet os på, er vi nødt til hurtigt at finde et mere klimavenligt alternativ. Vi skal væk fra fossile brændstoffer, uanset om det er olie, kul eller naturgas.”
”Mens vi på alle mulige andre områder forsøger at begrænse den negative påvirkning af klimaet ved at spise mindre kød, sortere affald og tage cyklen på arbejde, tænker vi uvilkårligt, at ansvaret for, hvordan ting bliver transporteret, ikke er vores,” siger Anton Freiesleben, salgsdirektør hos Scania.
Det haster med handling
Lige nu venter transportbranchen på eldrevne lastbiler, men ifølge Anton Freiesleben kan vi komme til at vente for længe i forhold til, hvor meget det haster at få nedbragt CO2-belastningen.
”Der kan gå 5, 10 måske 15 år, før der er udviklet en eldreven lastbil, som kan møde de store krav, der naturligt stilles i transportbranchen. Det er en kompliceret teknologi, for det er dyrt at lagre el i store mængder. Man kan bare se, hvor hurtigt ens mobiltelefon går død. Det betyder, at lastbilerne skal lade op ofte, og det stiller krav om mange opladningsstationer til lastbiler, som vi pt. slet ikke har nogen af i Danmark.”
Selve batteriet er kostbart, tungt og har ikke en levetid, der svarer til lastbilens, så det vil skulle udskiftes undervejs, hvilket igen er miljøbelastende.
En anden pointe er, at kun halvdelen af den strøm, der er til rådighed i Danmark, er skabt på vedvarende energi – den anden halvdel kommer fra kulfyrede kraftværker. Og så er vi lige vidt.
Fra gylle til guld
”Der er en stærk udvikling i gang med hensyn til batteriteknologi og elektriske køretøjer, og med tiden bliver løsningen forhåbentlig fantastisk, men hvad gør vi i mellemtiden? Vi har ikke råd til at lade stå til i ventetiden og fortsætte med at køre diesel,” understreger Anton Freiesleben, der også advarer mod at investere i el-teknologien, før den er helt klar.
”I vores optik skal vi ikke vente på eldrevne lastbiler, men i stedet fokusere indsatsen på de gode alternativer, vi har til rådighed i vores stræben efter at skabe klimarigtig transport, og her er biogas pt. det mest optimale drivmiddel.”
Biogas skabes ved at omdanne for eksempel gylle, spildevand, slagteri- og madaffald til energi. Derved slår man to vigtige fluer med ét effektivt smæk, idet affaldsproblematikken, ikke mindst fra landbruget, er en anden kæmpemæssig klimaudfordring.
Og med dansk-produceret biogas opnås 100% CO2-fortrængning.
”Kørsel på el er forureningsfrit, til gengæld udledes der CO2 i forbindelse med el-produktionen. Biogas er CO2-neutralt, men udleder partikler under kørslen, da der er tale om en forbrændingsmotor. Partikel-niveauet er imidlertid 75% lavere end Euro 6-kravene, hvilket betyder, at biogas er mere miljø- og klimavenligt end el – og naturligvis langt mere miljøvenligt end diesel.”
”Det er dyrere at køre på biogas end på diesel, men det er en meget lille merpris at betale for at redde planeten, der skriger om hjælp,” understreger Anton Freiesleben.
Lille merpris for at medvirke til at redde kloden
Mens teknologien er udbredt i mange andre EU-lande samt i USA og Asien, er den endnu ikke slået igennem i Danmark for alvor, hvor kun enkelte særligt visionære kommuner har valgt at lade deres offentlige køretøjer som busser og renovationsbiler køre på biogas.
”Men vi er på vej,” siger Anton Freiesleben, ”der er lige nu etableret 17 biogasstationer fordelt over hele Danmark, og vi tror på, at det er fremtiden, i hvert fald på den korte bane.”
Biogas er lidt dyrere end diesel. Tager man en gennemsnitlig lastbil til transport, koster den omkring 25.000 kr. at holde kørende om måneden.
”Ved kørsel på biogas skal man regne med, at det koster 5.000 kr. mere om måneden. Til gengæld vil det koste mellem 10 og 15.000 kr. mere om måneden at køre på el.”
Hvis tallene skal sættes i et perspektiv, som giver mening for forbrugeren, kan man sige, at såfremt merudgiften til brændstof skulle lægges på de varer, der transporteres, ville en liter mælk komme til at koste 1-2 øre mere pr. liter, såfremt den var transporteret på en lastbil, der kører på biogas. Og det er jo en ubetydelig promilleprisstigning, hvis forbrugeren betaler merprisen.
”Der er endnu ingen lovkrav på CO2-området i forhold til transportbranchen, og transportkøberne har desværre endnu ikke set værdien i at være first mover i forhold til at forlange klimavenlige transporter. Det ville derfor være rigtig godt og vigtigt for branchen, hvis nogle af de store spillere på markedet ville gå forrest og udskifte måske bare nogle enkelte af deres lastbiler med biogas, så de kan samle erfaringer og fortælle den gode historie til gensidig inspiration – og så vi kan komme i gang med at handle i stedet for at vente passivt på den perfekte løsning.”
Derfor er transport en af de store miljøsyndere
Lastbiler kører på diesel. Diesel er et fossilt brændstof, der udvindes af råolie, som er hentet op fra undergrunden. Olien brændes af og omdannes til energi. I processen udledes CO2 – uden at der er forbrugt CO2.
Når vi udleder CO2, lægger det sig som en isolerende kappe om atmosfæren, hvilket bevirker, at jorden ikke kan komme af med den varme, som solen skaber.
Derfor får vi klimaforandringer.